Det er i timerne efter. Ikke bare hvilken som helst tid – men den dag, hvor noget uigenkaldeligt er sket.
Jorden dufter anderledes. Som om den har trukket vejret dybt. Som om noget nyt er begyndt, og selv stenene ved det.
Nisserne sidder stadig i udkanten. De går ikke nærmere. Barnet sover nu, og stjernen svæver uforstyrret over taget.
"Han er her nu," siger Karla. "Men ikke kun her."
Viktor tegner cirkler i sandet. Bette synger lavt for sig selv. Gnyfryd har ikke sagt noget hele morgenen. Ikke fordi hun er tom. Men fordi hun er fuld af noget, der ikke skal forklares.
Flamme sidder med ryggen mod dem, blikket rettet mod stalden. Halen bevæger sig roligt.
Og pludselig, uden varsel, sker det: Barnet åbner øjnene.
Ikke mod dem. Ikke bevidst. Men øjnene åbnes. Et blik, der ser – alt.
"Han så os ikke. Men vi blev set alligevel," siger Fimpe. Og det er nok.
De rejser sig, én efter én. Går tilbage mod kapslen. Ingen beder om at blive. For de har set det, der ikke kan uviskes.
"Julen er ikke her for vores skyld," siger Gnyfryd. "Men vi er her, fordi den sker."
I rejsebogen står:
25. december – År 0
Han blev født i nat. Ikke for nisser. Ikke for navne. Men for håb. For mennesket. Vi var vidner – og vi vender hjem med det største, vi ikke kan bære alene: lys.
🌠 I morgen: 26. december – Nisserne samler tankerne og tager afsked med fortiden – ét stop tilbage før hjemkomsten.